Det forsømte… Nej FORDØMTE forår…

Vi er så gode til at fortælle de unge hvor de tager meget fejl, hvor de træder ved siden af, at de er for præstationsivrige, at de ikke udviser den fornødne solidaritet, ikke tager hensyn, at de er for meget på de sociale medier, at de ikke tager ansvar for fællesskabet og deres egen fremtid… Jooohh det er vi voksne danskere rigtigt gode til… Den ros skal vi have! – det er jo vigtigt at rose sig selv…

Nu er det så at jeg måske nok er ved at få kvalme over hvor meget vi bliver ved at udskamme dem, når jeg ser på hvor meget de faktisk giver afkald på i det her forår. Jeg bliver faktisk oprigtigt ked og vred! Og alligevel fortsætter vi… Det er vigtigere at få klippet sit hår, komme i Ikea eller billigblomst, end det er at sende de unge mennesker tilbage til en hverdag, hvor de har ro og kontinuitet og de kan vokse. Det giver i min optik på ingen måder mening… Hvem er det lige der er fremtiden?

Jeg har naturligvis en agenda med det her indlæg. Min søn er sendt hjem fra efterskolen. Han klarer det smadder flot. Han passer sin virtuelle undervisning, facetimer med venner og kæreste, og han brokker sig ikke… Hvilket han ellers snart er i sin gode ret til. Han og alle dem i hans situation har ret til at råbe op nu!

Et efterskoleophold er virkelig noget der skaber fantastiske unge mennesker. Innovative, mål på fremtiden, men vigtigst af det hele er at det skaber socialt engagerende unge med øje for fællesskabet og solidaritet. Det er helt fantastisk!

Og det er de blevet frarøvet. De er blevet frarøvet- so far- syv ugers samvær, både med elever men også lærere. De er i princippet blevet “smidt ud hjemmefra” og sendt hjem i isolation på deres værelser hos mor og far, og de brokker sig stadig ikke. Men når de så nævner at de gerne vil hjem på skolen, kommer alle udskammerne frem og løfter pegefinger og forklarer dem – oftest på en ikke så pæn måde, at vi jo alle skal holde for, og holde afstand og at landet selvfølgelig skal åbnes op, men at det altså ikke lige er efterskolerne der bør have første prioritet.

Det er altså svært at forstå, når man er 16 eller 17 år, hjernen er ikke engang fuldt udviklet og man længes bare hjem til sit fællesskab.

Alle jer der skælder ud på de unge mennesker… I skulle skamme jer! For de unge tager VIRKELIG en for holdet i den her tid. De er så dygtige!

Men nu er tiden snart til at vi skal åbne mere op igen, og her kommer en bøn fra en mor: Lad efterskoleeleverne komme hjem! Test dem evt inden oplukning, men lad dem komme hjem, så de kan få den sidste tid med. Lad dem forpligte sig til at blive på skolen tiden ud, men lad dem komme hjem. Lad dem få tid med fællesskabet, inden virkeligheden banker på med ungdomsuddannelser og voksenliv.

Lad efterskoleeleverne komme hjem, så vi sender nogle relativt hele unge mennesker ud i fremtiden.

Kære regering og folketing: Vi skal have åbnet efterskolerne!

Nytilflyttet og tanker i tiden

Jeg er endelig flyttet. Jeg er flyttet fra ensomhed, for meget plads, tomhed, en kronisk væren bagud med rengøring, en konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne tage mig sammen og en kæmpe længsel mod noget nyt og anderledes. Jeg er flyttet ud til min store drøm om det simple, det sociale, naturen, roen og generelt bare det inkluderende fællesskab…. Og jeg har fået det hele ❤️ jeg har fået de sødeste nye naboer, som både er sjove, pæne, søde, kloge, hjælpsomme og som vil det samme som mig socialt og fællesskabsmæssigt. Jeg har fået naturen enormt tæt på, jeg har fået et meget småt lille hus, men småt er godt, jeg har skilt mig af med en hel masse ting, for at komme tilbage til det simple, jeg har fundet en uvurderlig ro, jeg sover meget bedre…. Og så har jeg gulvvarme på badeværelset 😁 alt er godt!

Det tog lige lidt tid at vænne mig til at se mennesker stort set hver dag. Det var en kæmpe omvæltning fra mit gamle liv, så hjernen har været noget på overarbejde…. Socialt samvær er jo kognitiv træning, så jeg er gået på med krum hals og har elsket at møde en masse nye mennesker. Og så har jeg sovet… Jeg vidste godt at det ville være sådan til en start, og nu er det allerede meget meget bedre…. Lige til…

Corona

Dronningen gav hele Danmark en kæmpe opsang…. Vi sad nogle af naboerne og så talen… (vi var ikke over 10 og vi holdte en behørig afstand til hinanden.. Os og vores små flasker med sprit ) Og så fik jeg sårn helt ondt i maven…. Hvad bildte vi os egentligt ind? Hvad bildte JEG mig egentlig ind? Jeg er for pokker da selv i risikogruppen med mit ringe immunforsvar efter alle mine behandlinger for mange år siden, men Covid19 er jo usynlig og så tager man det vel ikke så alvorligt, som hvis det var noget man kan se? Jeg ved det jo godt selv mht til usynlig handicap 🤔

Jeg er simpelthen så flov over ikke at have taget det alvorligt nok, fordi jeg har været høj på mit nye liv. Så nu er jeg gået i frivillig isolation… Altså gået lidt tilbage til mit gamle liv, hvor jeg kun så mennesker, når jeg var i brugsen… Forskellen er så at jeg heller ikke køber varer nu, men får mine søde naboer til at tage hvad vi skal bruge med hjem til os. Det er så pænt af dem at de vil hjælpe,for jeg er jo ikke syg, men bange for at blive det, bange for at smitte dem jeg holder af hvis jeg har den/får den og bange for at jeg ikke er solidarisk nok, ved at bevæge mig ud i samfundet, hvor der jo er en masse nye regler i butikkerne, og jeg er frygtelig dårlig til at bevare overblikket og uden tvivl glemmer en masse vigtige ting i forhold til at undgå at brede smitte.

Så from the bottom of my heart: 1000 tak skal I have ❤️

Nu tænker jeg lidt, at vi som alle andre også siger, skal stå sammen hver for sig… Det er nemlig solidaritet og at passe på hinanden…

Jeg er ret bekymret for Covid19! Der er jo en grund til at dronningen skælder os ud, en grund til at ungerne er sendt hjem fra skole og institutioner, en grund til at politiet udsteder bøder, hvis vi ikke kan finde ud af at lytte efter. Ja det er ikke ret fedt for nogen af os, men når det hele er blevet normalt igen, ved vi jo så hvad der virkelig betyder noget i vores liv.

Og i tillæg og på den lidt mere humoristiske måde, så tænker jeg at jeg ikke har overlevet at min egen krop forsøgte at slå mig ihjel, for at skulle dø af noget udefrakommende… Undskyld! 🤦‍♀️

Lov mig allesammen at passe godt på jer selv og jeres nærmeste, også selvom det bare er pisse træls og ikke lige passer ind i jeres liv. Vi savner allesammen livet før corona, men vigtigheden af at vise gensidige hensyn, vejer nu bare tungere end en kop kaffe med naboen, eller en middag med det familiemedlem du ikke har set et stykke tid…

Take care 🤗😘❤️

Tid til noget helt nyt!

Til jer der har fulgt mine få indlæg over det seneste halve års tid… Tak! Det har været det hårdeste efterår i mit liv, med tabet af min far og min gode veninde. Og en slåskamp med min brors eks, for at han og vi kan få lov at se hans to døtre.

Jeg har været i så dyb en sorg, og har underbevidst valgt at være vred, når jeg ikke lige var ked… Ergo har jeg skruet mig selv ned i et hul, som er så snævert, at det er meget svært at kravle op af igen og få øje på bare det mindste lys…. Udover min dreng.

Men her kommer det så, at jeg fik tilbudt min drømmelejlighed. Jeg sagde naturligvis ja tak, men jeg stod som nr 40, så sandsynligheden for at få den var ikke ret stor. Men ved I hvad? Jeg fik den! Så jeg skal simpelthen flytte 💖 Jeg skal flytte ud til natur og marker og ro og et plan (hader min trappe) og stor have og meget lille lejlighed på 43 kvm. Men også et fællesskab, hvor jeg kender mange der bor der i forvejen, et sted hvor der faktisk også er folk hjemme om dagen. En billigere lejlighed. Jeg flytter tættere på mit træningscenter, tættere på Aarhus, tættere på muligheder for at skabe et nyt og spændende og sundere liv, både fysisk og mentalt… Jeg er jo én af dem som faktisk lader op i naturen. Og her skal jeg blot gå 50 meter og så er jeg i skoven… Den lille hund bliver også lykkelig.

Men hvad så med min søn? Jow, han har truffet en kæmpestor beslutning om at han ikke vil hjem til mig og bo igen, når hans efterskole er slut. Det er en beslutning jeg bakker mega meget op om, fordi den er velovervejet og det bliver en tryg måde han skal videre på. Både for ham og mig. Han vil simpelthen videre på stx, og så vil han bo på kostskole. Jeg er da så stolt!

Så nu starter et helt nyt kapitel for vores lille familie op. Vi starter ud med at rykke teltpælene op og flytte “på marken” og det bliver noget så great! Og så rykker han jo faktisk hjemmefra efter sommerferien, og fortsætter sin fantastiske udvikling både socialt og fagligt. Og bliver voksen… Wow!

Jeg tror faktisk ikke rigtigt at jeg kan bede om mere 🤔

Så nu skal det sidste af nuværende lejlighed (pirat slottet) pakkes ned, og der skal smides endnu flere ting ud. Og så er jeg klar til en helt ny start, væk fra Sabro, hvor vi jo faktisk har boet i 17 år.

Det kræver mod og styrke at tage så stor en beslutning, men desperate tider kræver drastiske beslutninger, og jeg har vel nok været desperat. Både for at få det bedre med sorgen, men også for at kunne bryde uhensigtsmæssige vaner. Og ikke være så vred hele tiden.

Jeg tror på en ny begyndelse!

2020 er fucking vores år!💪💖

Når staten gør børn fortræd…

Jeg lægger lige ud med at tage udgangspunkt i min bror og vores familie, for at kunne forklare det her blogindlæg.

Min bror er far til to skønne piger. Den ene er i folkeskole, den anden tror jeg nok, går i børnehave.

Min bror og hans ekskæreste havde en stor konflikt i oktober 2018, og han har ikke set sine børn siden. Hvad konflikten præcist gik ud på, rager i princippet ikke mig, men børnenes mor valgte at tage dem fra ham og “gå under jorden”.

De har været i retten nogle gange, for at han kan få lov at se sine piger igen. Det har har resulteret i at han d. 8 september – 10 dage efter vores far, og pigernes farfar desværre døde – har fået medhold (altså RETTENS ORD) i at pigerne selvfølgelig skal se deres far.

Så er det at systemet jo skulle ind og hjælpe til, men hvad der sker? Fejl i sagsbehandlingen, skrankepaver som træffer deres egne konklusioner på sagen, og endnu flere nederlag til min bror, som enemand er i en kamp mod et system som favoriserer mødre.

Godt han har en god advokat!

Al ventetiden er så også fordi der nu ikke er noget som hedder statsforvaltningen i børnesager længere…. Nix… Nu hedder det noget så fint som et familieretshus…. Og de stakkels mennesker som arbejder der, er mindst lige så forvirrede over deres arbejdsopgaver, som de borgere de skal betjene… Og så er det at ventetiderne stiger, der kommer fejl i sagsbehandlingerne, og i bund og grund producerer systemet kun tabere. Fædre der taber værdifuld tid med deres børn – de har det jo med at blive store de der unger-, men først og fremmest børn som i princippet har krav på begge forældre, men istedet bliver underkendt… De voksne og systemet ved jo bedst.

Jeg ved selvfølgelig godt, at langt fra alle skal have adgang til deres børn. Kriminalitet og vold hører selvfølgelig ingen steder henne, når man har med små mennesker at gøre… Så fik jeg lige slået det på plads

Men når vi har at gøre med børn som savner deres far og fars familie, men bliver holdt væk fra dem af deres mor og et system, som fejlagtigt tror de passer på dem, hvem er så dem der taber mest? Det er selvfølgelig børnene… Ikke de voksne… Måske taber systemet, når det skal træde til og hjælpe med at løfte skrøbelige unge mennesker, som har været afskåret fra at kende hele sig selv, da halvdelen af deres ophav har været flået ud af deres liv.

Igen: Det er faktisk børnene det går ud over! At de for det første ikke har en stemme, og hvis de alligevel prøver at sige noget om deres eget liv, bliver de ikke lyttet til… Hvordan ville du som voksen have det med, at blive ved med at blive underkendt, uanset hvor meget du råber op?

Jeg ville være noget så frustreret, og så forestil dig at det er et barn på 10…hvordan skal de frustrationer bearbejdes? De har jo ikke de værktøjer, som vi som voksne kan trække på. Frustrationerne kommer til at overskygge resten af deres barndom… Og det eneste de gerne ville, var at se deres far…

Indlægget her, er ikke skidegodt skrevet, men det bunder i en anden slags frustration fra min side: Staten gør børn fortræd, og det affinder vi os bare med??

Og så er jeg jo også både søster og faster… Jeg kan se og mærke hvad det gør ved min bror. Det er på ingen måder sjovt at være ham, at savne sine børn, at holde jul uden at vide hvor de er, at mangle to stykker af sig selv. Og så er der jo også resten af vores familie… Vi har ikke noget at sige. Vi kan bare følge med rundt i manegen, og savne pigerne.

Pigerne har endnu ikke set deres far, eller os.

Og til de mødre som holder deres børn væk fra deres far: skam jer!

Fra et indigneret, frustreret og ja… faktisk også et vredt hjerte….

På forhånd tak!

Træt og mæt af dage… Nej oplevelser!

Så varer det ikke længe, før sommerferien går på hæld, hvilken fryd!

Forstå mig ret! Det har været den bedste sommer i mange år. Så smækfyldt med forrygende oplevelser.

Den startede ud med Tunø festival. Vi er jo kommet på øen som feriegæster i mange år, men i år blev vi enige om, at vi ville prøve festivalen… Og uden børn…. Og det fortryder vi på ingen måder! Vejret var helt vildt ringe, men stemningen på øen vejede op for kulden… Og vores flamingoer gjorde også deres til det. Jeg er jo ikke helt uerfaren udi festivalgenren, – måske er det alderen der trykker lidt… Kun måske ☝️-men det er simpelthen den bedste festival jeg nogensinde har været på! Dejlig musik, voksne mennesker som egentlig bare vil have det sjovt og hyggeligt, dejlige gensyn, og søde nye bekendte, kan føjes til min oplevelse af øen i festberedskab. Det bliver ikke sidste gang!

Vi havde virkelig en fantastisk tur ❤️

Nå, men hjem og være lidt mor jo…. Teenageren har sagt ja til at træne sammen med mig her i sommerferien, så vi har prøvet på at være afsted så mange gange som muligt…. Det er lidt svært at jonglere både et teenage liv med venner der skal passes, et hofteskred fremprovokeret af dans på græsmark (av forresten), og at jeg jo faktisk også er kærester, så jeg selvfølgelig også skal lægge tid hos ham og ungerne, så det er desværre ikke blevet nær så meget, som jeg gerne ville have det skulle være, men vi er trods alt kommet afsted ca én gang om ugen…. Hvilket angiveligt skulle være nok til at holde formen (det er det så ikke kan jeg godt røbe)

Heldigvis at han er så gammel nu, så han har ikke haft noget imod at jeg har været på Djursland hos kæresten en god del af sommeren… Det har virkelig været skønt med skønt på! Vi har hygget med børnene, de med min lille hund, været ude at køre, besøgt min bror og hans skønne familie på camping, spillet spil, og ikke mindst har jeg både været med til jolle sejlads, og været med ude på kærestens kammerats sejlbåd. Det var simpelthen den lækreste aften! Knebel Vig er jo bare smuk, og når den så samtidig bød på marsvin og den skønneste solnedgang, er det bare et ja tak fra mig 😍

Månen fulgte os hjem den aften…. Sådan helt fuld og orange og virkelig smuk. De billeder jeg fik taget af den, er på ingen måder blevet så gode, som den så ud 🤨

En grøn koncert er det også blevet til, eller dvs min gode ven bor lige op ad pladsen i Aarhus, så han holdt fest, og vi var til koncert uden at skulle stå i kø til toiletterne, købe meget dyre øl og mad, og vi kunne sidde ned.. På stole…. Win! Det skal dog siges at mange af os havde købt billet, så vi har støttet muskelsvindfonden, vi nåede bare aldrig ind på pladsen, men dagen var mega great og hold kæft, hvor var vi trætte dagen efter…. I skal alle have tak for en skøn dag, de af jer der var med 🤗

Nå, men nu banker hverdagen så småt på… Skønne velsignede hverdag!!! I ved: Den hvor alt er struktureret og forudsigeligt!

Teenageren smutter på efterskole igen, hvilket han glæder sig frygtelig meget til 😊 og nu, hvor jeg har min træning, er der ikke risiko for at jeg ryger i det hul jeg røg i sidste år. Nu er der faktisk kun glæde over at han tager afsted, og selvfølgelig en spændthed, da han skal prøve noget helt nyt og anderledes dette skoleår.

Så en stolt, glad og spændt mor, er hvad han har nu 😁❤️

Imorgen skal jeg have en dag med kæresten, og så ved jeg faktisk ikke helt hvad weekenden står på, men i næste uge tager jeg fat på mit syge organisering, og pakning sammen med knægten, så han bliver sendt godt afsted på næste søndag, og så står den faktisk på ro!

Jeg har nydt sommeren! Jeg elsker at have været sammen med alle de mennesker jeg har, og er taknemmelig for alle de oplevelser jeg har fået med, men jeg må erkende at mit hoved er fyldt! Jeg er fyldt af oplevelser og sanseindtryk! Jeg kan ihvertfald ikke fortsætte bare 14 dage mere i det her tempo, men jeg er glad for at jeg har kunnet hen over sommeren!

Så afsted med knægten, og så har jeg huset helt for mig selv igen.

Måske det er hjerneskaden der taler, men jeg trænger virkelig! Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne 🤔

Jeg er så træt! Men ville ikke være noget af det foruden ☝️

Tak fordi du læste med!

Pas på Dokk1

Ind imellem bliver jeg helt enormt bevidst om min hjerneskade og de begrænsninger/udfordringer den giver mig.

Jeg har jo ellers fundet et helt nyt gear, efter jeg har givet mig selv lov til at tænke på Maj, nu hvor teenageren er på efterskole. Et gear som består af meget fysisk træning, gåture med hunden, læsning, og så alt det der rengøring som jeg ikke kan lade være (det giver en sær form for ro, bare at lave noget fuldstændig automatiseret).

Én ting er, at jeg har formået at plotte mere ind i min hverdag, som faktisk giver mening og energi (træningen, og nye dejlige mennesker), noget andet er, at jeg har “glemt” den struktur, som faktisk har fået mig hertil, hvor jeg har et godt og enormt indholdsrigt liv.

Jeg har simpelthen fået så meget mere energi af alle de skøre, småautistiske strukturer, jeg har oparbejdet, at jeg har glemt at de er så åndssvagt vigtige, for at jeg kan fungere og kompensere i “det normale samfund”.

Jeg tror at jeg de sidste måneder ubevidst, har underkendt hjerneskaden og vigtigheden i at (især) huske at hvile…. Ikke sove, men hvile…. I ved…. Ikke lave noget som helst, som kræver den mindste tankevirksomhed. At give min hjerne ro….. Det er bare så skide svært, for med den nye energi, er kommet en nyfundne nysgerrighed på stort set alt. (og så har jeg haft det mega sjovt)

Men: det sjove stoppede i fredags, hvor jeg var inde på Dokk1, for at forny mit pas.

Jeg elsker den bygning! Den er awesome! Det er jo et kulturhus, med hovedbibliotek, café, borgeservice, legeplads, smuk og anderledes arkitektur, skøn udsigt og dejligt centralt i Aarhus.

Men fordi bygningen er det store mix af alt der er lækkert, er der også en del larm. Akustikken er ikke mega optimal, og Susac har jo nuppet en del af min hørelse, så lige den del voldte mig pludselig problemer. Jeg brugte simpelthen så mange kræfter på at være opmærksom på hvornår det var min tur til at gå til skranken (deres skærm er lidt svær at finde ud af, og stemmen der kalder én frem er ikke ligefrem højtråbende, og så er selve rummet kæmpestort og overblikket er også en udfordring at få)

Ergo: min hjerneskade sparkede lige igennem, med forvirring, lydsensitivitet, alle samtaler og lyde gik direkte ind (selvom jeg ikke kan høre dem ret godt, så bruger min hjerne bare flere kræfter på at opfatte dem) og jeg fik sådan en form for panikangst anfald….. Det har jeg ikke prøvet i mange år, men jeg kunne genkende fornemmelsen fra fordums tid, (yeps jeg er gammel) og efter lidt graven, fandt jeg min kompensationsstrategi frem (gå ind i dig selv, træk vejret og mærk din angst, den må godt være på besøg) Jeg tror den søde dame ved skranken tænkte “christ” over min forvirring, men vi fik lavet et nyt pas til mig, og jeg skyndte mig ud af døren, og ned til vandet, hvor jeg bare stod og fandt mig selv og fik ro på, til jeg var klar til at gå op og tage bussen til træning.

Altså… Alt går godt! Meget godt for mig, men fordi jeg har “glemt” meget af det jeg har lært igennem de 14 år jeg har haft følgeskab af Susac syndromet og hjerneskaden, og måske er blevet lidt for overmodig i forhold til hvor meget jeg faktisk kan klare, satte min hjerne sgu lige foden ned, og gav mig en ret heftig påmindelse, som faktisk er lidt svær at ryste af mig.

Den må jeg tage til efterretning!

Jeg var i forvejen faktisk ret obs på at jeg skal tilbage til en struktureret hverdag, og inspireret af min dejligste ven Kim, som også selv har en hjerneskade, vil jeg prøve mig frem med det (hos mig) forhadte time og uge skema. Det bliver hårdt, men gode vaner tager tid at (gen) opbygge.

Og vel vidende om at planlægning, ro og struktur giver mig energi, er skemaet vejen frem.

Anyways, så fik jeg lavet pas, selvom det var en oplevelse, og jeg er SÅ klar på en tur til Hamburg med ham den søde i påsken (ja… den skal også være struktureret, men det tager han heldigvis meget hensyn til ❤️)

Og nu tror jeg at jeg vil lave nogle pandekager til teenageren, som ligger og sover og så vække ham…. Han kom sgu hjem til sin mor i fredags 🤗

Det er altså dejligt!

When life knocks you down, get back up and say: You hit like a bitch!

Jeg har været stille… Meget stille… Det beklager jeg, men jeg har været i et hul, som har taget lang tid at kravle op af.

At min lille bitte dreng er taget på efterskole, har været meget svært for mig. Den første måned var jeg nærmest apatisk. Jeg sov en masse, glemte at spise, huset lignede noget fra en Roskilde festival og jeg var ked og ensom og bekymret for om han ville klare det.

Men det gør han bare til UG! Han er SÅ glad for at være væk hjemmefra. Han klarer sig smukt, både socialt og fagligt, og han vokser… Gud hvor han vokser. Jeg kan næsten ikke kende ham 🤔 Han har virkelig taget ja-hatten på og bliver ved med at kaste sig ud i nye og spændende ting. Hvilken udvikling!

Og jeg har fået ro i maven. Han kan godt klare sig uden mig, hvilket viser at hans far og jeg faktisk har gjort et godt job med hans opdragelse.. Især på det menneskelige plan. Han har vist sig som en sød, empatisk, humoristisk, dygtig og kærlig ung mand. Han er engageret i sine medmennesker og det samfund han skal være med til at videreudvikle. (og vist ret socialistisk af hjerte ❤️)

Jeg klapper mig selv på skulderen!

Så på det plan, løste det hele sig jo på bedste vis. At han har det godt, har faktisk gjort at jeg har tilladt mig selv, at prøve noget helt nyt…. At tænke på mig! At prøve at blive en bedre version af mig selv. Det har været rigtig svært at lave om i vores (teenagerens og min) strukturerede hverdag, men det er næsten lykkedes….. Bevares, hjerneskaden er der jo stadig, og dermed også mine småautistiske træk, men den skal ikke styre mit liv længere,som den har fået lov til/været nødt til. Jeg vil noget mere!

Bedste veninden og jeg var i efterårsferien i Bilka. Vi ville købe noget hygge til fredag aften, hvor der i tv kom vild med dans. Da vi kom hjem og pakkede det hele ud, kiggede vi på hinanden og blev enige om at vi faktisk var ret så ulækre, og vi for eftertiden ikke ville købe fredagssnold på tom mave:

Vi kunne naturligvis ikke spise bare halvdelen af det, men aftenen var super hyggelig, og da hun var på vej ud ad døren, blev vi enige om at vi ville begynde at træne sammen .

En aftale er en aftale, så jeg har meldt mig ind i Loop Fitness, hvor hun allerede er medlem, og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv ☝️💪

Træningen er nærmest tilrettelagt for os som skal bruge struktur og forudsigelighed. Det er fantastisk! Og så er det samtidig smadder sjovt.

Det er fedt at svede igennem 😁 og fedt at være fysisk træt bagefter! I tillæg er det sundt for mit hoved. Hjerneskadetrætheden er formindsket, og min søvn om natten er ikke nær så forstyrret længere. (jeg ligger ikke vågen det meste af natten) Jeg er gået fra at sove til middag stort set hver dag, til at kunne holde mig vågen og være relativt frisk til sengetid, hvor jeg sover hele natten igennem. Jeg sover stadig til middag ind imellem, men slet ikke i samme omfang som jeg gjorde før. Det giver fornyet energi og lyst til mere træning og ny lærdom og nye oplevelser!

Jeg kan kun anbefale at komme igang 😉

Før jul tikkede en besked ind på instagram: Den var fra Charlotte. Hun spurgte ind til om jeg har Susac syndrom, og om jeg måske ville dele lidt erfaringer med hende. Det ville jeg selvfølgelig gerne, da jeg jo selv stod helt alene i verden, da jeg blev syg, og min mission er, at hvis jeg kan afhjælpe ensomhed på den medicinske rejse som nye patienter skal igennem, så gør jeg det!

Jeg har været på hospitalet og besøge hende. Hun er skøn! Vi snakkede en del… Når ikke lige der var personale for at stikke i hende, eller justere medicin, eller tjekke til hende. – de er godt nok både søde og dygtige! Vi mærkede ikke den travlhed, som jeg ved de er udsat for.

Det var dejligt at se hende, og kunne svare på mange af de spørgsmål hun havde! Men på vej hjem blev jeg faktisk lidt ked! Mest fordi hun er igang med at bekæmpe et usynligt monster. Susac gør præcist hvad Susac vil, og du ved aldrig hvor den rammer næste gang, men også fordi hun skal pumpes med al den medicin, som selvfølgelig hjælper, men den har så mange bivirkninger. Sidst men ikke mindst, ked og trist over at hun faktisk er på den rejse som jeg (forhåbentligt) har afsluttet. Den er så lang og opslidende! Jeg ønsker det ikke for min værste fjende!

Men som jeg sagde til hende, så er hun ihvertfald ikke så alene, som jeg var. Jeg kan ikke kæmpe kampen for hende, men jeg er med på hvert skridt af vejen! Jeg kan godt huske hvor hårdt det var:

Nå, men ind imellem er man så heldig at møde et menneske, som bare vader direkte ind i dit liv med træsko på, og som lynhurtigt kommer til at betyde rigtig meget for dig!

Sådan et menneske mødte jeg ved et tilfælde i november. Han er interessant, klog, sjov, venlig og enormt empatisk. Så er han italiener, så al vores samtale foregår på engelsk. Og så ved han en hel masse om processerne i hjernen, (fælles interesse) og en hel masse mere fra sine studier i det kognitive. Men det fedeste af det hele: han kender sig selv, hvilket faktisk er et sjældent træk hos mennesker i min optik. Han har virkelig bidraget enormt positivt til mit liv, og vi har haft mange aftener med dybe samtaler om hjernen, hormoner, omskæring, filosofi, politik, det menneskelige og meget andet, over en god middag (som han har lavet… Win!) og en flaske vino eller to. Magnifico!

Jeg er stolt og glad over at kunne kalde ham min ven. Han har udfordret mig på det kognitive og han har faktisk inspireret mig til at starte et selvstudie. Jeg har længe fundet antropologi (især det politiske i det) enormt spændende, så jeg tænker lidt, at der er jo ikke nogen der forhindrer mig i at læse om det.

Hårdt arbejde og lad dig ikke begrænse. Hvis noget er interessant, så læs om det. Så det vil jeg gøre! Udover træning og den lille hund, har jeg jo tiden til at dygtiggøre mig, så hvorfor ikke!? 🤔 Og samtidig kan jeg holde min hjerne igang ☝️💥

Alessandro er flyttet til Schweiz, for at få sin ph.d. Jeg vil savne ham i nærheden, men så er Schweiz heller ikke længere væk, og jeg er smadder glad på hans vegne, over at han endelig har fået muligheden! Og lidt misundelig 😉

Tak for dig ❤️

Nu vil jeg gå op og tage en af mine sjældne middagslure. Jeg er på det sidste af en influenza, så jeg er stadig dødtræt, men imorgen starter vi op igen! Med træning, med inspiration, med livet! ❤️

Vi ses derude!

Til socialdemokraternetiet

Jeg er én af de såkaldt forkælede brugere af de blå busser, jeg bor i Sabro med min søn på snart 16, og så stemte jeg faktisk (fejlagtigt kan jeg se nu) på jer til regions og kommunalvalget, med den klare forventning om, at I ville kæmpe med næb og kløer, for at gøre den store indsats der skulle til, for at bevare vores busser.

Jeg må sige at jeg var lidt omkring i min iver for at finde præcist de kandidater jeg ville stemme på. Ja… Jeg var endda til et vælgermøde med Alternativet. Faktisk var jeg så naiv, at jeg brød med min socialistiske overbevisning, blot for at vores lille by kunne få en ekstra stemme fra mig, så vores sammenhængskraft med de omkringliggende byer kunne bevares, så jeg stemte socialdemokratisk.

Og hold nu kæft hvor er jeg skuffet! Både over mig selv, selvom jeg gjorde min pligt og brugte min demokratiske ret, til at stemme på nogle kandidater, som jeg fejlagtigt troede var solidariske med os der bor udenfor Ringgaden, men mest af alt over jer! Idag har jeg læst et indlæg i lokalavisen, hvor Flemming Knudsen kalder os forkælede i forhold til offentlig transport, og samtidig får ytret, at vil man bo på landet, kan man jo ikke regne med at have en god infrastruktur. Og i samme artikel, peger han også på, at køre i egen bil faktisk er bedre, da den forurener mindre, end en stor bus der kører med få kunder. Det vil jeg ikke anfægte, (det med bilen) men jeg vil dog anfægte, at langt fra alle i vores lille by har kørekort, eller råd til at have en bil.

Sabro er en by i vækst. Her bygges og udstykkes grunde i et væk. På de 15 år jeg har boet her, er jeg sikker på at der har været en vækst på over 1000 borgere (estimeret) Byen ligger fantastisk, med kort til motorvej, Tilst, Hadsten, Stilling og alligevel lidt på landet. Alt det er godt, hvis man har bil! Det er godt, så længe vores busser kører, men det ser ud til at det er slut til april, da I ikke anser os for andet end et udkantsområde, som kan være med til at financiere en letbane, som vi aldrig kommer til at se skyggen af herude, samt et rejsekort vi har fået stoppet i halsen, men som også blev dyrere end forventet.

Hvad jeres alternativer til vores busruter bliver, det aner jeg ikke. Jeg har læst noget om at bus 14 skal forlænges fra Tilst til Sabro, og at rejsetiden kun vil stige med 5 minutter til centrum. Den køber jeg ikke! Måske kan du af motortrafikvejen komme fra Tilst til Sabro i egen bil på fem minutter, men da ikke med en bybus, som skal opfylde samtlige krav om stop igennem Mundelstrup og ad Gammel Viborgvej. Et andet alternativ, som jeg har opfanget i medierne, er den fine flextrafik ordning. Her skal vi blot ringe efter en vogn, og så kan vi blive hentet og kørt hvorhen vi vil. Vi kan bare ikke bruge vores rejsekort til de rejser. Det er dyrere og der skal betales kontant. Dette er især under al kritik! Jeg skal simpelthen have et rejsekort, for at kunne rejse, men jeg kan bare ikke bruge det?

Ja undskyld mig… Kan I selv se idiotiet i det her?

I blev af mig og mange andre beboere i Sabro hjulpet ind i regionsrådet og byrådet, men takken herfor, er at I sløjfer vores infrastruktur, vores muligheder for at komme til læge, på arbejde og vores unge menneskers mulighed for at komme på ungdomsuddannelser.

I afvikler simpelthen byen og os.

Udkants Aarhus bliver til Udkants Danmark.

Jeg synes I skulle skamme jer!

Og kære Flemming Knudsen: Jeg kan godt lide lugten af gylle. Den indikerer – lidt endnu,- at jeg er på vej hjem, i bussen.

En form for indre rejse

Jeg har altid været et meget følsomt menneske. Da susac syndromet ramte mig, var det som om at alt jeg føler, pludseligt var 1000 gange mere. I lang tid kompenserende jeg med at være vred…. I meget lang tid. Altså inde i mig selv. Jeg håber ikke at folk omkring mig mærkede så meget til det, det har de nok gjort, men det var så udmattende at skærme mig selv hele tiden. Da det endeligt gik op for mig at jeg var vred, græd jeg. Jeg vil ikke være vred! Det er ikke sådan et menneske jeg er! Jeg betegner mig selv som et kærligt og åbent og ærligt menneske, ikke en vred og arrig kvinde. Så jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, for at gemme vreden væk, og ikke skærme mig selv i mine interaktioner med andre mennesker.

Men at jeg har kastet vreden til side, gør så at jeg “er mere åben” for at mærke alle de andre følelser, og andres følelser. Jeg mærker hvis én jeg er sammen med er vred eller ked, er jeg i en større forsamling mærker jeg mange blandede følelser, og det er faktisk rigtigt udmattende… Næsten værre end at gå bare og være vred.

Og så mærker jeg alle de menneskelige følelser selv. Kærlighed, heartbrake, savn, glæde…. You name it dobbelt op. (mindst)

Nu smuttede knægten jo på efterskole, hvilket var en kæmpe omvæltning i min hverdag, men oveni det oplevede jeg så også et brud. Alt det har sendt mig til tælling følelsesmæssigt. Jeg har buret mig inde, i et forsøg på at forstå hvad pokker der skete, hvilket jo nok faktisk var det dummeste jeg kunne gøre, da jeg overtænker en masse, og kommer frem til syge (i mit univers) konklusioner. Jeg kom ind i en vildt usund spiral, hvor jeg igen har mærket den der frygtelige vrede… Den er ikke sjov!

Men alligevel kom den mig lidt til gode i lørdags, da én jeg har mødt og skrevet lidt med, pludseligt ud af det blå forsøgte at fortælle mig, hvem jeg må se, og hvem der må have indflydelse på mit liv. Ooohh No…. Den går bare ikke kammerat!

Jeg har simpelthen været for meget igennem, til at nogen skal komme udefra og diktere noget som helst. Det er jeg for selvstændig og klog til. Jeg anede jo med det samme den glidebane det kunne være blevet til, med kontrol af mig…. Glem det! Så han fik en kæmpe skideballe, og så kvitterede jeg med at blokere ham på alle sociale medier. Og så havde jeg verdens bedste aften med gode venner, Bones og matador 😊

Men der skete alligevel noget med mig… Måske han faktisk skal have en form for tak, for jeg genfandt mit eget værd. Jeg fandt ud af hvad jeg vil stå model til, og ikke vil. Og det er faktisk noget jeg vil bestræbe mig på at huske mig selv på. Jeg vil fra nu af ikke tøve med at fjerne mennesker fra mit liv, som ikke er gode for mig. Jeg vil ikke drænes mere! – det har der været nok af ☝️😒

Jeg er nemlig god nok, i alle de afskygninger jeg kommer i!

Og fra nu af, vil jeg ud og have oplevelser og møde mennesker. Jeg vil have positiviteten tilbage! Det skal være slut med navlepilleri og selvynk!

Jeg har verdens bedste venner og en dejlig familie… Og endda en sød hund!

Og på fredag kommer sønnemand hjem til sin mor på efterårsferie.

Jeg glæder mig! ❤️

Og beklager at det har taget så længe siden sidste indlæg, men inspirationen har bare været væk.

Ferietid… Og lidt om offerrollen

Vi er lige kommet hjem efter den skønneste ferie på smukke, rolige Tunø. Ferien har været helt fantastisk! Vi har foretaget os stort set ingenting, udover at bade og slappe af. Jeg har virkelig nydt det!

Vi har været afsted 7 mennesker sammenlagt. Heldigvis kender de andre godt til og accepterer mine kognitive udfordringer, og vi har bare grinet af det, når der kommer noget tosset flyvende ud af min mund (nogen gange har jeg gang i en samtale, som er meget længere fremme i mit hoved, end den aktuelle der foregår omkring bordet)

Men selvom det har været fantastisk, og der har været forståelse osv, har jeg godt nok været på overarbejde rent kognitivt, hvilket faktisk viste sig i en eksplosion overfor teenagerne, hvor jeg skældte ud… Uden at ville det naturligvis…. Men så tog jeg min hund og mine modsatrettede følelser og gik… Dog var skaden sket. Jeg har undskyldt meget, og er tilgivet, men har naturligvis vildt dårlig samvittighed!

Overarbejdet i hovedet, kommer sig af at jeg er vant til at det kun er knægten og mig, og når han er hos sin far, kun mig, så jeg er simpelthen overstimuleret helt op til albuerne. Overstimulation medfører at jeg er noget så træt i knolden, men samtidigt drømmer vilde drømme når jeg sover, hvilket medfører at der faktisk kommer til at gå noget tid, før jeg er rigtigt udhvilet igen (gennemsnitstiden plejer at ligge på ca tre uger) men jeg ville aldrig være det foruden!

På Tunø mødte vi de sødeste mennesker fra Sønderborg, men da der blev spurgt ind til arbejde, “krøb” jeg lidt udenom, og sagde at jeg skal på arbejde i næste uge, da vi skal have gjort klar til at få sendt teenageren på efterskole. Det er jo på ingen måde løgn, men jeg havde lidt fornemmelsen, at hvis jeg nævnte at jeg er førtidspensionist, skulle jeg til at forklare mig, hvilket jeg på ingen måde hverken gad, eller orkede.

Jeg orkede ikke at skulle forklare, hvorfor jeg er førtidspensionist, jeg orkede ikke at skulle forsvare at man ikke kan se det på mig. Jeg gad ikke forklare, at jeg på ingen måde bare nyder at “holde fri” hele tiden, og at ferietid faktisk indebærer mere arbejde for mig.

Men måske jeg skulle have kastet mig ud i det? 🤔

Måske jeg skulle have taget opgøret (i de små, bevares) med forestillingen om at vi på førtidspension, bare slapper af og synes det er fedt, ikke at gå på arbejde. Vi er faktisk på arbejde hele tiden. Vi har ikke “fri” kl 15. Man kan ikke tage fri fra sin hjerneskade, gigt, sklerose, cancer etc. Men vi har ikke den yderlige stress i at skulle passe et regulært job oveni, hvilket medfører at vi kan skabe et liv, som på en måde giver os mening. Vi kan passe vores børn, vores hjem, nogen et frivilligt arbejde på få timer om ugen. Og den mulighed kender jeg ingen på førtidspension, som ikke er umådeligt taknemmelig over.

Jeg har før i tiden gjort det, at hvis jeg er blevet konfronteret med “du holder jo bare fri hele tiden” så har jeg sagt, at der er ingen i DK, som idag bliver førtidspensionist for sjov. Alle muligheder for job er udtømte, og så har jeg sagt at jeg til enhver tid gerne vil bytte til et hoved, hvor jeg ikke fik propper i hjernen, hvor mit syn ville være som det var engang, og jeg ikke skulle sige “vabehar” efter næsten hver sætning. Hvor ferie ville være præcist ferie, uden jeg skulle betale de næste mange uger. Det har gjort at folk har udvist en form for forståelse.

Alt det jeg har skrevet i denne blog, kan måske godt virke til at jeg har ondt af mig selv. Og det har jeg da haft, og til tider får jeg det stadig. Men så rejser jeg mig efter en god gang tristhed, og siger til mig selv: “Jeg er ikke et offer” jeg nægter at være det!

Jeg kan ikke passe et job nej, men jeg kan være en god mor, søster, datter og ven. Og det tænker jeg lidt, at det må næsten være det allervigtigste!

Og om en uge starter den velsignede hverdag igen. Den hvor alt er i skema, og jeg ved hvad der skal ske. Den bliver noget anderledes end før, da teenageren jo “flytter hjemmefra” men det er godt for ham, og så må jeg arbejde for at det også bliver godt for mig. Igen skemaer, ro, forudsigelighed og så skal det nok blive godt 😊

Slutteligt får I lige lidt billeder fra vores ferie.

Til vi skrives….