Jeg lægger lige ud med at tage udgangspunkt i min bror og vores familie, for at kunne forklare det her blogindlæg.
Min bror er far til to skønne piger. Den ene er i folkeskole, den anden tror jeg nok, går i børnehave.
Min bror og hans ekskæreste havde en stor konflikt i oktober 2018, og han har ikke set sine børn siden. Hvad konflikten præcist gik ud på, rager i princippet ikke mig, men børnenes mor valgte at tage dem fra ham og “gå under jorden”.
De har været i retten nogle gange, for at han kan få lov at se sine piger igen. Det har har resulteret i at han d. 8 september – 10 dage efter vores far, og pigernes farfar desværre døde – har fået medhold (altså RETTENS ORD) i at pigerne selvfølgelig skal se deres far.
Så er det at systemet jo skulle ind og hjælpe til, men hvad der sker? Fejl i sagsbehandlingen, skrankepaver som træffer deres egne konklusioner på sagen, og endnu flere nederlag til min bror, som enemand er i en kamp mod et system som favoriserer mødre.
Godt han har en god advokat!
Al ventetiden er så også fordi der nu ikke er noget som hedder statsforvaltningen i børnesager længere…. Nix… Nu hedder det noget så fint som et familieretshus…. Og de stakkels mennesker som arbejder der, er mindst lige så forvirrede over deres arbejdsopgaver, som de borgere de skal betjene… Og så er det at ventetiderne stiger, der kommer fejl i sagsbehandlingerne, og i bund og grund producerer systemet kun tabere. Fædre der taber værdifuld tid med deres børn – de har det jo med at blive store de der unger-, men først og fremmest børn som i princippet har krav på begge forældre, men istedet bliver underkendt… De voksne og systemet ved jo bedst.
Jeg ved selvfølgelig godt, at langt fra alle skal have adgang til deres børn. Kriminalitet og vold hører selvfølgelig ingen steder henne, når man har med små mennesker at gøre… Så fik jeg lige slået det på plads
Men når vi har at gøre med børn som savner deres far og fars familie, men bliver holdt væk fra dem af deres mor og et system, som fejlagtigt tror de passer på dem, hvem er så dem der taber mest? Det er selvfølgelig børnene… Ikke de voksne… Måske taber systemet, når det skal træde til og hjælpe med at løfte skrøbelige unge mennesker, som har været afskåret fra at kende hele sig selv, da halvdelen af deres ophav har været flået ud af deres liv.
Igen: Det er faktisk børnene det går ud over! At de for det første ikke har en stemme, og hvis de alligevel prøver at sige noget om deres eget liv, bliver de ikke lyttet til… Hvordan ville du som voksen have det med, at blive ved med at blive underkendt, uanset hvor meget du råber op?
Jeg ville være noget så frustreret, og så forestil dig at det er et barn på 10…hvordan skal de frustrationer bearbejdes? De har jo ikke de værktøjer, som vi som voksne kan trække på. Frustrationerne kommer til at overskygge resten af deres barndom… Og det eneste de gerne ville, var at se deres far…
Indlægget her, er ikke skidegodt skrevet, men det bunder i en anden slags frustration fra min side: Staten gør børn fortræd, og det affinder vi os bare med??
Og så er jeg jo også både søster og faster… Jeg kan se og mærke hvad det gør ved min bror. Det er på ingen måder sjovt at være ham, at savne sine børn, at holde jul uden at vide hvor de er, at mangle to stykker af sig selv. Og så er der jo også resten af vores familie… Vi har ikke noget at sige. Vi kan bare følge med rundt i manegen, og savne pigerne.
Pigerne har endnu ikke set deres far, eller os.
Og til de mødre som holder deres børn væk fra deres far: skam jer!
Fra et indigneret, frustreret og ja… faktisk også et vredt hjerte….
På forhånd tak!
susacsurvivor 